Politiet anholder 30 for produktion af joints

30 personer er anholdt i en stor aktion mod produktion af joints i Københavnsområdet. 31 adresser ransaget.

Politiet anholder 30 for produktion af joints

Københavns Politi har anholdt 30 personer i en stor aktion rettet mod organiseret produktion af joints i Københavns-området. Hovedmanden er sigtet for at have haft del i produktionen af 270.000 joints.

Aktionen startede onsdag klokken 11.30, og betjentene kom forbi på 31 adresser, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse. Politiet banker stadig på døre, men foreløbig vil man forsøge at varetægtsfængsle 12-14 personer torsdag.

Aktionen kommer efter længere tids pres på området ved Christiania. Politiets Task Force Pusherstreet, TFP, har sat ekstra hårdt ind mod købere og sælgere af hash.

- Vi har i denne sag fulgt en 32-årig dansk mand fra Amager. Han er mistænkt som hovedmand i sagen, hvor vi med ransagninger har afsløret en storstilet produktion af joints, som, vi mener, er beregnet til Pusherstreet, siger Poul Kjeldsen, leder af TFP.

Den 32-årige mand er en gammel kending af politiet. Han er sigtet for at levere udstyr til 22 producenter af joints uden for Christiania i København. Enkelte producenter har dog haft adresse i Nordsjælland og på Københavns Vestegn.

- Vi har den målsætning at ramme købere, sælgere og leverandører i Pusherstreet. I dag har vi opnået et godt resultat af vores efterforskningsindsats, siger Poul Kjeldsen

Bagmanden har ifølge politiet medvirket til at lave 270.000 joints svarende til over 135 kilo hash. Den anslåede værdi ved salg på Pusherstreet er omkring 13,5 millioner kroner.

De mange producenter er i alderen 21-51 år og omfatter 21 mænd og en kvinde. De bliver alle sigtet for produktion af joints svarende til 5-59 kilo hash.

- Det er sket i almindelige københavner-lejligheder, hvor personerne typisk har haft en lille nebengeschæft, hvor de har fået mellem tre og seks kroner per joint, siger leder af narkosektionen Steffen Th. Steffensen.

Han forventer, at pusherne på Christiania vil have problemer med leveringen af joints de næste par dage, hvorefter lagrene vil blive fyldt op igen.

Det er første gang, at politiet går efter produktionen af joints og ikke selve indsmuglingen eller salget.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst