Politiet anholder mand i sag om giftbreve sendt til Pentagon

Mandag modtog Pentagon to breve, der indeholdt det dødelige giftstof ricin. Nu er en mand anholdt i sagen.

Efter fundet af to breve med giftstoffet ricin i Pentagons postcentral blev området lukket ned. Foto: Thomas Watkins/Ritzau Scanpix

Efter fundet af to breve med giftstoffet ricin i Pentagons postcentral blev området lukket ned. Foto: Thomas Watkins/Ritzau Scanpix

En 39-årig mand fra den amerikanske delstat Utah er onsdag blevet anholdt i sagen om breve indeholdende det dødelige giftstof ricin, der mandag blev sendt til Pentagon og Det Hvide Hus.

Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Manden blev anholdt i byen Logan, der er beliggende cirka 130 kilometer fra delstatens hovedstad, Salt Lake City.

I forbindelse med anholdelsen opfordrer politiet borgere til at holde sig væk fra området. Det skyldes, at politiet efterforsker "potentielt farlige kemikalier".

- Der er ingen større trussel mod den offentlige sikkerhed på nuværende tidspunkt, oplyser politiet i Salt Lake City i en pressemeddelelse.

Mandag blev to mistænkelige breve stoppet i Pentagons brevkontrol. Begge blev senere testet positive for at indeholde giften ricin.

Brevene var adresseret til USA's forsvarsminister, Jim Mattis, og til den øverstkommanderende for den amerikanske flåde, admiral Jon Richardson.

Amerikanske myndigheder mistænker, at et tredje brev sendt til USA's præsident, Donald Trump, mandag også indeholdt ricin.

Ingen af de tre breve nåede frem til modtagerne, oplyser sikkerhedstjenesten Secret Service.

Forbundspolitiet (FBI) meddelte onsdag, at de "mistænkelige" breve bliver undersøgt nærmere.

- Kuverterne bliver i øjeblikket undersøgt på alle leder og kanter. Så længe undersøgelserne pågår, har vi ingen yderligere kommentarer, skrev FBI ifølge CNN i en pressemeddelelse.

Stoffet ricin er et protein, som produceres af en plante, der kaldes kristpalme eller castorbønne. Proteinet er meget giftigt. Det antages at være dobbelt så giftigt som kobraslangens gift og 6000 gange stærkere end blåsyre.

0,2 milligram er en dødelig dosis, og der findes ingen modgift.

Ricin har været brugt ved likvideringer, og stoffet skulle være på listen over potentielle terrorredskaber på linje med miltbrand.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.