Politiet anholder otte mænd efter livsfarligt knivoverfald

En 19-årig mand var i livsfare, da han blev overfaldet og stukket flere gange med kniv i Aalborg.

Otte mænd i alderen 16 til 27 år bliver onsdag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. De mistænkes for at have overfaldet en 19-årig mand, der fik flere knivstik, i det centrale Aalborg for to måneder siden.(Arkivfoto).

Otte mænd i alderen 16 til 27 år bliver onsdag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. De mistænkes for at have overfaldet en 19-årig mand, der fik flere knivstik, i det centrale Aalborg for to måneder siden.(Arkivfoto).

AALBORG:Nøjagtigt to måneder efter et voldsomt knivoverfald i det centrale Aalborg har Nordjyllands Politi tirsdag anholdt otte mænd i sagen.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den 8. oktober blev en 19-årig mand overfaldet af en gruppe mænd og stukket flere gange med kniv. Overfaldet var så alvorligt, at han var i livsfare.

Siden overfaldet har politiet efterforsket sagen intensivt.

- Vi har blandt andet gennemgået videoovervågning, afhørt vidner og foretaget forskellige tekniske undersøgelser, udtaler lederen af efterforskningen, politikommissær Carsten Strazek, i pressemeddelelsen.

Tirsdag formiddag kunne politiet så slå til.

Klokken 10 gennemførte man en koordineret anholdelsesaktion på flere adresser i Aalborg Kommune. Desuden blev flere adresser ransaget.

- Vi ser med stor alvor på sagen, som vi betragter som et drabsforsøg, understreger Carsten Straszek.

De otte mistænkte mænd, der er mellem 16 og 27 år, bliver onsdag klokken 09.30 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg.

Af hensyn til politiets videre efterforskning vil anklageren bede dommeren i grundlovsforhøret om at lukke dørene for offentligheden.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.