Politiet betaler for 467 døgns forkert fængsling

Københavner blev frifundet i stor narkotikasag. Myndighederne giver ham 675.500 kroner for lang fængsling

En mand fra København sad varetægtsfængslet i mere end halvandet år, før han lillejuleaften blev frifundet i en stor narkotikasag.

Nu har myndighederne tilkendt ham en erstatning på i alt 675.500 kroner, oplyser hans advokat.

Pengene dækker både tabt arbejdsfortjeneste og den krænkelse, som den uberettigede indespærring har udsat ham for.

Østre Landsret frifandt den nu 53-årige mand for at have hjulpet narkobagmanden og den tidligere professionelle fodboldspiller Allan Olsen med at indsmugle heroin.

Den 53-årige har hele vejen nægtet sig skyldig og har fortalt, at han afviste tilnærmelserne fra Allan Olsen.

Men i første omgang blev han af byretten alligevel dømt sammen med to mænd fra bagagefirmaet Novia i lufthavnen i Kastrup.

Straffen i Københavns Byret lød i marts sidste år på fængsel i 10 år til den 53-årige, der arbejder i en spillekiosk.

Det hed sig, at han skulle have deltaget i forsøget på at indsmugle 20 kilo heroin i en kuffert fra Pakistan.

Denne påstand er imidlertid forkert. Landsretten har ændret dommen og frifundet manden.

Flere familiemedlemmer var 23. december mødt op og omringede den glade og lettere fortumlede mand, der nu ikke skulle tilbage til Anstalten ved Herstedvester.

I alt nåede den lille firskårne herre, der har arbejdet i en kiosk, at tilbringe 20 måneder som varetægtsfængslet.

Imidlertid mener Statsadvokaten i København, at han selv var årsag til de første fem måneders indespærring.

Derfor vil anklagemyndigheden "kun" påtage sig ansvaret for 15 måneders uberettiget fængsling, oplyser hans advokat Andro Vrlic - altså for 467 døgn.

- Vi vil gå videre til Rigsadvokaten med erstatningskravet, for vi mener, at der skal gives for hele perioden, siger Andro Vrlic.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.