Politiet blev advaret om at Puigdemont var i Danmark

Dansk politi fik oplysninger om, at catalansk ekspræsident angiveligt var på vej til Tyskland via Danmark.

Tysk politi oplyste søndag dansk politi om, at den catalanske ekspræsident, Charles Puigdemont, angiveligt kørte gennem Danmark kort før han krydsede grænsen til Tyskland.


Det oplyser Rigspolitiet i en mail til Ritzau.

Første gang dansk politi fik konkrete indikationer på, at ekspræsidenten kunne være på vej gennem Danmark var cirka klokken 10 25. marts.

Det oplyser Svend Larsen, politidirektør i Politiområdet i Rigspolitiet i en skriftlig kommentar.

Det var tysk politi, der gjorde opmærksom på, at han angiveligt skulle være et sted i Danmark og på vej mod Tyskland.

- Cirka klokken 10.50 modtog dansk politi mere præcise oplysninger fra tysk politi om, at Carles Puigdemont skulle køre i et bestemt køretøj. Cirka klokken 11.00 kørte den pågældende bil ud af Danmark, siger han.

- Dette gjorde, at det i praksis ikke var muligt for dansk politi at anholde Carles Puigdemont, inden han krydsede grænsen til Tyskland, lyder det videre.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.