Politiet bruger oftere våben

KØBENHAVN: Politiet bruger i stigende grad våben. Sidste år trak politiet stavene 348 gange og affyrede 57 skud med tjenestepistolen. For politistavene er det en stigning på 32 procent i forhold til året før. Antallet af skud er - med undtagelse af 2001 - det højeste i ti år, skriver Politiken. - Det er beklageligt, men situationerne bliver mere og mere barske. Vi oplever en forråelse af dem på den anden side, der tager hårdere midler i brug som knive og slagvåben, siger formanden for Politiforbundet, Peter Ibsen. Politiets generelle opfattelse af, at gerningsmændene i højere og højere grad truer politiet med våben, matcher imidlertid ikke politiets egne tal. Ifølge dem anvendte gerningsmænd sidste år stik-, slag- eller skydevåben mod politiet i alt 14 gange. Det er det laveste antal i ti år - hvor det årlige gennemsnit ellers har været på knap 20 våbentrusler om året. Tallene kommer bag på Peter Ibsen: - Jeg kan godt se, at der er et misforhold mellem tallene, hvis gerningsmændene ikke er bevæbnede så tit, som man går og tror, siger han. Men Peter Ibsen understreger, at politiets brug af skud og politistave skal ses i sammenhæng med, at det samlede antal af trusler og vold mod politiet er tredoblet på 13 år. Sidste år blev 2.496 personer sigtet for vold eller trusler mod tjenestemænd. /ritzau/