Politiet: Det var et sexmord

44-årige Jan Beblein nu også sigtet for voldtægt af Sonja Emborg

AALBORG:Nettet strammes yderligere om den 44-årige Jan Beblein, der er sigtet for drabet på 10-årige Sonja Emborg i Mjels. Politiet sigter nu også Beblein for at have voldtaget Sonja, inden han kvalte hende. Ved den retsmedicinske undersøgelse af pigen er der konstateret et blodunderløbent mærke i kønsdelene, og selv om der ikke er fundet det genetiske fingeraftryk dna fra den 44-årige, er han sigtet for voldtægt/anden kønslig omgang end samleje med sit offer. Han nægter, men har ikke været i stand til at give en forklaring på skaden. Politiet har også fundet nogle e-mails på sigtedes computer, der beskriver seksuelle forhold mellem ham og to 10-årige piger. På den baggrund har politiet sigtet Jan Beblein for voldtægt/anden kønslig omgang end samleje med pigerne, selv om de ikke er identificeret. Det skulle ifølge politiet være sket for tre år siden, men Beblein nægter, at der er foregået noget i virkeligheden. E-mailene er ene og alene udtryk for hans egen frie fantasi. Såvidt NORDJYSKE Stiftstidende erfarer, er e-mailene meget barsk læsning, der beskriver grove seksuelle overgreb med sadomasochistiske tilbøjeligheder. Skader på liget Den sigtede har erkendt, at han gik i panik og ved et uheld kom til at slå Sonja Emborg ihjel. Han havde som skorstensfejer et ærinde ved familiens hus i Mjels torsdag 31. juli, og da han kom, var kun den 10-årige pige i huset. Resten af familien var taget af sted. Politiet formoder, at Jan Beblein slog pigen ihjel i husets fyrkælder - først ved at kværke hende med de bare næver og derefter ved at snøre en engangskedeldragt om halsen på hende - men man mangler stadig et klart billede af, hvad der foregik. Sigtede har indtil videre været meget sparsom med oplysninger. Det ligger dog fast, at han slæbte Sonjas lig ud i sin skorstensfejerbil og kørte det til et skovbryn ved spejderhytten Tyvdalhøj nær Flamsted. Under transporten af liget er der opstået flere overfladiske skader på liget. Pigens nederdel og trøje blev fundet efterladt i en container, som Jan Beblein via sit arbejde har adgang til. Politiet mangler endnu at få undersøgt hele indholdet af de fundne computerharddiske hos Jan Beblein, og desuden er den endelige undersøgelse af de biologiske spor heller ikke klar.