Politiet efterforsker sag med to døde

To kvinder på 38 og 40 år er på mistænkelig vis fundet døde på psykiatrisk bosted i København.

Politiet efterforsker sag med to døde

Københavns Politi efterforsker i øjeblikket fundet af to døde kvinder. Kvinderne blev torsdag fundet døde i hver deres bolig i Københavns Nordvestkvarter, skriver ekstrabladet.dk.

Kvinderne, der er 38 og 40 år, boede begge på et psykiatrisk bosted på Vestergårdsvej.

- Vi kender ikke årsagen til, at der er fundet to kvinder døde, så vi efterforsker sagen ud fra, at der er er tale om mistænkelige dødsfald, siger efterforskningsleder Tommy Keil til ekstrabladet.dk.

Politiet bruger for det meste betegnelsen "mistænkeligt dødsfald" i sager, hvor man ikke umiddelbart kan udelukke, at der kan være tale om et drab eller vold med døden til følge.

Ofte viser politiets efterforskning i den slags sager, at der dog ikke ligger nogen forbrydelse bag dødsfaldet. For eksempel hvis der er tale om selvmord, en overdosis eller måske en naturlig død.

De to dødfundne kvinder vil blive obduceret fredag formiddag på Retsmedicinsk Institut i København med henblik på at fastlægge dødsårsagen.

- Indtil da har vi ikke yderligere oplysninger, siger Tommy Keil til ekstrabladet.dk.

/ritzau/