Politiet efterlyser depressiv kvinde med søn i bilen

En 48-årig mor og otteårig søn er efterlyst i Odense, da kvinden ifølge politiet har selvmordstanker.

Fyns Politi efterlyser en 48-årig selvmordstruet kvinde i Odense. Hun kører formentlig rundt i en grå Ford Ka med registreringsnummeret DW34843.

Kvinden har sin otteårige søn med i bilen, oplyser politiet på Twitter.

Kvinden blev først efterlyst lørdag formiddag i en sølvgrå Peugeot 206 med registreringsnummeret ZS54958. Politiet tror dog, at hun har skiftet bil til den grå Ford Ka.

For to uger siden blev en mor og datter fundet døde i en varevogn på en parkeringsplads på Bornholm.

Den 41-årige kvinde på Bornholm forlod hjemmet efter et skænderi med sin samlever. Bornholms Politi formoder, at der er tale om en familietragedie, hvor kvinden har taget livet af datteren på 14 måneder og dernæst sig selv 23. februar.

Der var ingen tegn på vold, og politiet fandt en større mængde tom medicinemballage i bilen.

Det var kvindens 44-årige samlever, der fandt mor og datter og alarmerede politiet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.