Politiet efterlyser tjenestehunden Django

Nær Slangerup har politiet mistet en hund, der var ude for at opspore en tyveknægt. Helikopter er med i jagten

19. juni 2012 15:46 - Opdateret 19. juni 2012 15:48

Politiet efterlyser tjenestehunden Django

Under jagten på en tyveknægt har en af politiets hundeførere nær Slangerup mistet sin tjenestehund tidligt tirsdag morgen.

Nordsjællands Politi beder nu borgere, der har set schæferhunden Django, om at henvende sig.

Django er fem et halvt år gammel. Den er sort og har grå aftegninger langs siden.

- Det er en god og erfaren hund, som er på toppen af sin karriere, siger politikommissær Leif Due Nielsen fra Nordsjællands Politi.

Politiet var rykket ud for fange tre tyveknægte, som i en bil var kørt fast i området nær Slangerup Speedway Center.

Eftersøgningen begyndte ved halv tretiden tidligt tirsdag morgen, men ved tretiden var hunden forsvundet.

Da var det lykkedes at fange to af de tre mænd, som er østeuropæere, og ved en å ledte hundeføreren og Django efter den tredje.

Hunden satte over Græse Å, men føreren kunne ikke umiddelbart følge efter. Ved hjælp af en stang kom føreren lidt efter over på den anden side, men da var Django væk.

- Det er underligt, at den agerer på den måde, siger politikommissæren.

- Vi er lidt bange for, at den har fundet gerningsmanden, som så har slået den ihjel. En anden mulighed er, at den blevet viklet ind i noget krat. Og en tredje er, at en borger har taget hunden til sig, siger politikommissæren.

Adskillige politifolk har været ude i området for at lede efter Django i en radius af to-tre kilometer. En helikopter har også deltaget i eftersøgningen.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...