Politiet efterlyser vidner som kan have set Emilie

En ung kvinde er søndag morgen set gående i Korsør tidligt søndag morgen. Især to mulige vidner efterlyses.

Ritzau
PATRULJEVOGN_1 Foto: Free
13. juli 2016 17:46

Tidligt søndag morgen blev en ung kvinde, der kan have været den forsvundne Emilie Meng, set gående i et område af Korsør, og politiet efterlyser nu vidner, som kan have set den 17-årige.

Emilie er ikke set, siden hun søndag morgen ved 04-tiden tog afsked med to veninder ved Korsør Station. Siden har både myndigheder og frivillige uden resultat ledt efter den 17-årig pige.

Men måske er der nogen, der kan hjælpe med at finde Emilie. Mellem klokken 04.45 og 05.30 er en ung kvinde set gående i området syd for Kongebroens udmunding i Tårnborgvej til syd for Halskovbroen.

I en pressemeddelelse onsdag eftermiddag skriver politiet, at man meget gerne vil i kontakt med alle, der har været i det område på det tidspunkt enten kørende eller til fods.

Først og fremmest vil man gerne i kontakt med den eller de, der i en personbil omkring klokken 05.05 standsede op umiddelbart syd for rundkørslen, hvor Gamle Banegårdsplads munder ud i Tårnborgvej.

En ung mand iført hvid skjorte og studenterhue steg ud af bilen. Derefter kørte bilen ad Tårnborgvej i retning mod Halskovbroen.

Kort efter er en cyklist iført orange arbejdstøj blevet set på Halskovbroen, hvor vedkommende kørte i retning mod Tårnborgvej.

Emilie havde natten til søndag været med sine veninder på bytur i Slagelse og skulle have været på arbejde som kirkesanger i Korsør Kirke klokken 09.30, men dukkede ikke op.

Myndighederne iværksatte en større eftersøgning med blandt andet helikopter og hunde, men den blev indstillet mandag aften. Da havde man udtømt alle muligheder og havde ikke flere steder at lede.

En gruppe frivillige fortsatte dog eftersøgningen, men tirsdag aften gav de også op.

Onsdag er der så startet en indsamling på Facebook, hvor man kan give bidrag til en dusør. Den skal gives til den person, der giver oplysninger, som kan føre frem til Emilie.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...