Tyverier

Politiet er kørt fast i indbrud

Offentliggør nu billede af natlig gæst i p-kælder i Aalborg

AALBORG:Trods ret gode billeder af en mand, der formentlig kan bidrage til opklaringen af et indbrud i en Aalborg-biograf, så er Aalborg Politi alligevel kørt fast i eftersøgningen af vedkommende. Ordensmagten vil nemlig meget gerne i forbindelse med vedkommende for at få kastet lys over forbrydelsen. Men selv om man har gjort sig alle mulige anstrengelser, så er vedkommende endnu ikke identificeret og nærmest som sunket i jorden. Politiassistent Henrik Knudsen, kriminalpolitiet, oplyser, at man nu offentliggør billeder af vedkommende i et forsøg på at komme opklaringen et skridt nærmere. Det drejer sig om et indbryd og tyveri begået i Bio City i Kennedy Arkaden i Aalborg. Indbruddet er begået søndag 11. september ved seks-tiden om morgenen. Tyveknægten har skaffet sig adgang ved først at benytte et brækjern til at opbryde nogle døre ind til biografens kontorer. Dernæst har vedkommende sparket en dør ind til det kontor, hvor man opbevarede kontanterne fra dagens omsætning. Politiet er af den opfattelse, at tyven har været i besiddelse af et vist lokalkendskab al den stund, at han var meget målrettet i sin søgen efter penge. Tyven har således fået fat i et større beløb i kontanter. Politiet ønsker dog ikke at oplyse det nøjagtige udbytte af nattens tyvetogt. Billederne af den uidentificerede mand stammer fra overvågningskameraer placeret i p-kælderen i Kennedy Arkaden. Optagelserne er tidsbestemt til kl. 05.56 og viser en mand, der kommer gående i p-kælderen. - Vi vil gerne have vedkommende til at rette henvendelse til os. - I den forbindelse vil vi også gerne opfordre folk, der genkender personen på billedet, til at kontakte Aalborg Politi. - Vi ved ikke, hvad vedkommende lavede på stedet, og det er det, vi gerne vil snakke med ham om, tilføjer Henrik Knudsen. Aalborg Politi kan kontaktes på telefon 96 30 14 48.