Politiet er terrængående i knallertjagt

Den er kvik, og den kan komme frem næsten over alt. En crossmotorcykel er politiets nye, frygtindgydende fjende for unge knægte på tunede scootere.

De kan ikke længere smutte ad snævre passager, små stier og ujævnt terræn for at slippe fra politiets patruljebiler eller store BMW-motorcykler. I fire uger har Hobro Politi haft to af de terrængående maskiner på prøve. De har også kørt andre steder i Nordjylland. Effekten er overbevisende. - Tidligere fangede vi næsten aldrig en tunet knallert. Nu har vi på fire uger snuppet 56 af slagsen, fortæller politiassistent Kim Dahl. Sammen med en kollega har han udgjort specialstyrken, der målrettet har jaget især de tunede scootere, som kører meget hurtigere end de tilladte 30 km/t. Jagten er gået ad små skovstier og ad stejle trapper. Men som regel giver drengene på scooterne op med det samme. "Jeg vil ikke engang forsøge at stikke af fra den dér", lød reaktionen fra en dreng, da han var blevet standset af den civilklædte betjent på den lillafarvede crossmaskine med en 1000 kubik motor og en acceleration som en raket. De kommende uger er motorcyklerne på prøve i en anden politikreds, men Hobro Politi satser på atter at være kvikt kørende efter sommerferien. Indtil da glæder politiassistent Kim Dahl sig over den præventive effekt. Rygtet om politiets nye våben er for længst spredt i scootermiljøet. - Vi har hørt, at butikkerne, der sælger reservedele, har udsolgt i lovlige stumper til scootere, fordi alle har travlt med at gøre deres maskiner regelmenterede, siger Kim Dahl.