Politiet er uden spor efter skud i Køge

Køge-borgere har anmeldt skud søndag aften. Politiet søger vidner til en mulig skudepisode.

Politiet er uden spor efter skud i Køge

Midt- og Vestsjællands Politi søger vidner til en mulig skudepisode i Køge søndag aften.

- Vi vil gerne i kontakt med folk, der har set eller hørt noget, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet har fået en anmeldelse om, at op til 10 skud søndag aften blev affyret i et område omkring Parkvej. Anmeldelsen kom kort før klokken 20.

Trods nogle timers undersøgelser i området har politiet indtil videre ikke fundet patronhylstre, huller eller andre spor efter skyderi. Der er heller ikke kommet anmeldelse om sårede personer.

- Det er et mysterium, men vi tager det selvfølgelig alvorligt, når nogen anmelder, at der er blevet skudt, siger Martin Bjerregard.

/ritzau/