Politiet får nye pistoler og karabiner som del af aftale

Politiaftale vil sikre kraftigere våben til politiet. Det er nødvendigt for at stoppe terrorister, siger DF.

KØBENHAVN:Politiet skal have nye våben, som både kan matche terrorister og banderne i Danmark. Det bliver en del af den nye politiaftale, som skal styrke politiet i de kommende år, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Han mener, at udviklingen i trusler fra bander og terrorister kræver nye pistoler og karabiner, som erstatning for politiets nuværende våben.

- Politiet har i dag ældgamle våben fra 1980'erne. Men udviklingen kræver, at politiet har nye, moderne våben, som kan matche de kriminelles.

- Hele våbenporteføljen skal udskiftes. Det vil sige både politiets pistoler og maskinpistoler, siger Peter Skaarup.

Politiet råder i dag over 3000 politikarabiner og 13.000 tjenestepistoler. Det vil derfor kræve en større investering i både udstyr og uddannelse af betjentene at skifte alle våbnene ud.

Politiaftalen ventes at afsætte 33 millioner i de kommende tre år til udskiftningen og træning af betjente. Men over hele perioden frem til 2028 vil prisen være et trecifret millionbeløb.

- Vi kan ikke udskifte alle våbnene på én gang, fordi politiet også skal trænes i brugen af de nye våben, siger Peter Skaarup.

Han peger på terrorangrebet i København i 2015 som en af de situationer, hvor svaghederne i politiets nuværende træning og udstyr blev synlige.

- Efter terrorangrebet i København kunne vi konstatere, at politiet manglede våbentræning. Og de mangler våben til at imødegå dem, som terrorister har, og de metoder som terroristerne bruger, siger Peter Skaarup.

Han peger på, at Rigspolitiet har lavet en undersøgelse af, hvad der vil ske, hvis en terrorist iført skudsikker vest kører en lastbil igennem strøget i København. Ifølge Peter Skaarup viste undersøgelsen, at de nuværende våben ikke ville kunne stoppe terroristen.

- Der vil politiet skulle skaffe sig våben hos forsvaret. Men det tager tid. Og det er store våben, som er sværere at håndtere. Politiet har brug for adgang til våben, som vil kunne matcher terroristerne og banderne, der har adgang til avancerede våben, siger Peter Skaarup.

Spørgsmål: Er der ikke en risiko ved at optrappe med tungere våben til politiet?

- Nej, for politiet får løbende træning, og der er regler for både opbevaring og for brug af våbnene. Vi mener, at det er nødvendigt med nye våben, for at politiet kan bevare voldsmonopolet, siger Peter Skaarup.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden