Politiet fandt narko-handlers regnskabsbog

18-årig slap med en betinget dom

HJØRRING:- Jeg har modtaget trusler. Hvis jeg siger mere, kan jeg komme galt afsted! En 18-årig mand fra det vestlige opland stod tiltalt for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. Han skulle have købt 35 gram amfetamin af en 37-årig hjørringenser. Nu var det så dommens dag for den 18-årige, der i begyndelsen af retssagen ikke ville udtale sig om den 37-årige narkohandler, der havde solgt ham stofferne. Men da den tiltalte blev klar over, at hans sag ville stå dårligere, hvis han helt hold mund, fortalte han om, hvordan han havde købt de 35 gram. Det var sket på den måde, at han havde købt for ca. 200 kr. pr. gang, men alligevel var det endt med, at han kom til at skylde narkohandleren 4500 kr. - Jeg kom ind i en ond cirkel, da jeg begyndte at gå i byen i Hjørring, sagde den 18-årige. - Jeg fik problemer med mine forældre, men jeg fik også problemer med mig selv. Jeg blev let hidsig og opfarende, men det endte heldigvis med, at jeg fik lidt styr på mig selv, sagde den tiltalte, der kun var 16 år, da han begyndte at tage stoffer. Politiet kom på sporet af ham efter en anonym henvendelse. Politiet ransagede narkohandlerens hus, og herunder fandt politiet en regnskabsbog med navne og telefonnumre på personer, som han solgte til. Ransagningen fandt sted 10. januar i år, men det var nu ikke de store mængder, politiet fandt. Kun lidt amfetamin, LSD og hamp. Det var meningen, at den 37-årige narkohandler også snart skulle i retten, men den sag er foreløbig blevet udsat, da han har fået en ny sag på halsen. Både anklager og forsvarer var enige om, på grund af tiltaltes alder og at amfetaminen kun var til eget brug, at en betinget dom var rimelig. Den samme konklusion kom domsmandsretten til. Alle tre dommere fandt den 18-årige skyldig, men han slap med en betinget dom uden strafudmåling med to års prøvetid. Den 18-årige, der skal betale sagens omkostninger, modtog dommen.