Retspleje

Politiet: Far kvalte og knivstak to børn

45-årig mand sigtet for at dræbe søn og datter

KØBENHAVN:En far fra Køge er foreløbig for svag til at forlade sygehuset, og derfor var han ikke selv til stede, da en dommer lørdag fængslede ham for at have dræbt sine to børn. Forbrydelsen er sket i familiens hjem mellem torsdag aften klokken 20 og fredag eftermiddag klokken 14, mener politiet. Politiet sigter den 45-årige mand for at have dræbt sønnen på ni år og datteren på 12. Drengen blev både kvalt og stukket med kniv. Pigen blev dræbt af knivstik. Grundlovsforhør uden faren Faren er selv kommet til skade, men Midt- og Vestsjællands Politi ønsker ikke at sige, hvordan det er sket. Grundlovsforhøret i Retten i Roskilde blev derfor gennemført uden faren, der var repræsenteret af en forsvarer. På baggrund af det materiale, som anklageren fremlagde, har dommeren fastslået, at der er begrundet mistanke om, at faren er skyldig i drabene. Fængslingen udløber 25. februar. Så snart lægerne vurderer, at den 45-årige er rask nok til det, vil der blive holdt et nyt retsmøde, hvor han vil blive udspurgt om forbrydelsen og om baggrunden for den. Moren fandt børnene Ifølge flere medier var det børnenes mor, der fredag eftermiddag gjorde det uhyggelige fund i parcelhuset. Dommeren har nedlagt navneforbud i sagen, og politiinspektør Klaus Munk Nielsen har besluttet, at politiet ikke skal besvare yderligere spørgsmål om sagen eller frigive oplysninger i øvrigt. /ritzau/