Politiet fik fat i 19 knallerter

Der er tilsyneladende lidt for meget fart i områdets knallerter. I hvert fald afviklede politiet onsdag morgen en razzia på EUC Nord, Ørnevejens Skole og Bangsbostrand Skole i Frederikshavn.

Claus T. Kræmmergård
Politiet holdt onsdag morgen knallertrazzia på tre forskellige skoler i Frederikshavn. Foto: Carl Th. Poulsen
Skolevæsen 28. september 2011 16:55

Razziaen kommer efter at politiet igennem længere tid har fået anmeldelser fra borgerne om meget hurtigt kørende knallerter. Onsdagens razzia viste da også, at der er et problem. - Vi har optaget 19 rapporter på ulovlige knallerter på de tre skoler, fortæller vicepolitikommissær Carsten Kjær. - Er 19 rapporter tilfredsstillende? - Nej. Det havde været tilfredsstillende, hvis der havde været nul. Metoden med at troppe op på skolerne er i øvrigt helt bevidst fra politiets side. På den måde slipper betjentene nemlig for at jage knallertkørerne rundt på landevejene. - Vi undgår nogle farlige situationer i forbindelse med, at vi skal jage de her "knallerister". Der har indsneget sig en anden eller anden uheldig adfærd med at ikke alle vil standse, men i stedet forsøger at stikke af fra politiet. Det skaber nogle farlige situationer - ikke mindst for dem selv, siger Carsten Kjær.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...