- Politiet fik fat i de forkerte

Jens Lassen, en af de anholdte ved urolighederne søndag morgen på Restaurant Ludwig i Hobro, retter nu en kraftig kritik af politiets håndtering af episoden.

En godt forslået Jens Lassen kritiserer politiets håndtering af situationen på og uden for Restaurant Ludwig i weekenden. Foto: Niels Meredin
Politi 4. september 2007 00:29

Ifølge Jens Lassen blev hans selskab bestående af i alt syv personer umotiveret overfaldet på Restaurant Ludwig. - Vi stod ved baren og blev provokeret lidt af nogle bodybuilder-typer. Vi gav lidt igen, men det virkede ret spøgefuldt, og vi regnede egentlig ikke med, at der var mere i det, siger Jens Lassen. Pludselig, forklarer han, fik han et slag i hovedet. - Helt ud af det blå. Jeg så ikke engang, hvem der slog. Han kom lidt fra siden og bagfra. Jeg gik i gulvet og var groggy, men kom hurtigt op igen, og da var der vild tumult, siger Jens Lassen. I førergreb Han vurderer, at gruppen af ”bodybuildere” på det tidspunkt talte 16-18 mennesker, og at de alle mere eller mindre var involveret i overfaldet på selskabet. - Så dukker to civilklædte betjente op. De sagde i hvert fald, at de var fra politiet, men i stedet for at gribe ind over for dem, der angreb os, tog de en af os i førergreb og hev ham med udenfor. Jeg fulgte efter og bad dem om at identificere sig, men det ville de ikke, siger Jens Lassen og tilføjer, at angriberne undervejs fik lov til - flere gange - at slå den person, der blev holdt i førergreb. Et tredje medlem af selskabet kom til udenfor, og ifølge Jens Lassen kastede betjentene sig i stedet over ham. - De tvang ham ned på jorden og slog ham med knippel mindst seks gange, inden han blev lagt i håndjern og ført over på politistationen. Jeg fulgte frivilligt med, men blev lagt i håndjern og sat ind i et rum. Fem minutter senere fik jeg at vide, at jeg ville få en bøde for gadeuorden, og blev spurgt, om jeg kunne vedkende mig den. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, så der bliver en retssag ud af det, siger Jens Lassen. Udenfor opdagede han, at en af hans kammerater lå voldsomt forslået og blødende på jorden. - Det var ikke meget mere end 20 meter nede af gaden fra stationen. Han havde været bevidstløs og var stadig omtumlet, og vi blev begge to kørt på sygehuset i ambulance, siger Jens Lassen. Kammeraten blev indlagt et døgn på grund af hjernerystelse. Jens Lassen fik konstateret, at han trods tydelige skader i ansigtet synes at være sluppet for tandskader og knoglebrud. Han oplyser, at han og flere andre i selskabet har anmeldt overfaldet på Restaurant Ludwig og har klaget over politiet. Ingen af de øvrige har ønsket at stå frem i NORDJYSKE med navns nævnelse. Ifølge Jens Lassen fordi de er bange for repressalier fra angriberne på Restaurant Ludwig. - Og efter den oplevelse, vi har haft, er vi jo ikke engang sikre på, at vi har politiets beskyttelse, siger han bittert. Jens Lassen lægger ikke skjul på, at alle i selskabet var påvirket af alkohol, men det var efter hans vurdering ikke i et omfang, så de ikke sansede, hvad der foregik omkring dem. asbjoern.hansen@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...