Politiet for ringe til konfliktløsning

Dansk politi halter bagefter i arbejdet med at løse konflikter uden skydevåben

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bævebnede røvere trængte i aftes ind til et midaldrende ægtepar i Harken ved Vrå og krævede penge. Arkivfoto: Brian Bergmann/Scanpix

KØBENHAVN:Dansk politi skal arbejde med attituden blandt betjentene for at få nedbragt antallet af episoder, hvor betjente bruger tjenestepistolen. Det mener chefkommissær Jyrki Lounaskorpi fra det finske politiakademi, der i en årrække har arbejdet med de finske betjentes hang til at løse konflikter med magt. Han er samtidig en af mændene bag en stor fællesnordisk undersøgelse af politiets brug af skydevåben. - Danmark er 20 år bagefter i arbejdet med betjentenes mentalitet. I Finland arbejder vi konstant og løbende med at lære betjentene, hvordan man kan klare situationer uden brug af skydevåben, siger han til Ritzau. Dansk politi brugte sidste år tjenestepistolen 247 gange og affyrede 74 skud. Syv af dem ramte personer, og fire blev dræbt. Finsk politi affyrede til sammenligning kun syv skud, ramte tre gange, men uden at dræbe nogen. Ifølge Lounaskorpi ligger der års hårdt arbejde bag de finske statistikker. - I årene 1972-74 affyrede finske betjente flere end 1000 skud, svarende til i nærheden af et skud om dagen i gennemsnit. Og i perioden 1982-86 affyrede vi flere end 700 skud. Nu er vi nede omkring 30 skud om året, og det er fordi, det er lykkedes os at bearbejde betjentenes mentalitet, så de opfatter det som en professionel skam at bruge pistolen, siger han. For at fastholde betjentene i den stemning gennemgår de mindst to gange om året et kursus, hvor en professionel instruktør underviser dem i, hvordan man undgår at havne i en skududveksling. På et tidspunkt sidste år var en gruppe danske politielever på besøg på den finske politiskole og gennemgik en træningsøvelse, hvor en angiveligt bevæbnet mand råbte og skreg og pludselig for frem mod de danske kadetter. - Alle danskerne stod med hævede pistoler og skød, da manden kom busende. De finske betjente bliver i samme situation trænet i at trække sig tilbage og isolere manden, siger Jyrki Lounaskorpi. Han medgiver dog, at der kan opstå situationer ekstremt hurtigt og i områder med mange civilister, der gør, at betjentene må handle mere direkte. - Men for at understrege risikoen ved det træner vi igen og igen situationer, hvor gerningsmanden står tæt på og er bevæbnet. Det er situationer, hvor begge parter ofte bliver ramt, og så er der ingen vindere. Dansk politi har de seneste fem år skudt 19 personer og dræbt seks. Finsk politi har skudt 10 og ikke dræbt nogen. /ritzau/