Politiet forventer flere sigtelser i Se og Hør-sagen

To tidligere chefredaktører på Se og Hør er sigtet, men politiet forventer flere sigtelser i Se og Hør-sagen.

Politiet på Københavns Vestegn er formentlig ikke færdig med at sigte personer i Se og Hør-sagen, efter at de to tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen torsdag er sigtet for medvirken til at bruge fortrolige oplysninger fra den såkaldte tys-tys-kilde.

Begge chefredaktører skal nu til afhøring hos politiet, som også har ransaget på Frederiksberg og i Nordsjælland i forbindelse med sigtelserne af de tidligere chefer på Se og Hør.

- Der kan forventes flere afhøringer og sigtelser i sagen. Københavns Vestegns Politi vil fortsætte efterforskningen med fokus på bearbejdning af det beslaglagte materiale og de afgivne forklaringer, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Efter medieomtale indledte Københavns Vestegns Politi selv en undersøgelse af mistanken om, at Se og Hør fra 2007 til 2012 skulle have modtaget oplysninger om kendte personers dankorttransaktioner fra Nets, det tidligere PBS, for at bladets journalister kunne følge dem.

- Der er nu rejst sigtelse mod centrale aktører i sagen, blandt andet journalister og chefredaktører på Se & Hør. Desuden er Aller Media A/S sigtet i sagen. Det samme er den 45-årige it-medarbejder, den såkaldte tys-tys-kilde, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen.

Helt præcist er to journalister sigtet i sagen, hvoraf den ene er forfatteren til bogen "Livet, det forbandede", tidligere Se og Hør-journalist Ken. B. Rasmussen, der startede hele sagen med sin fiktions roman om livet på bladet Set og Hørt.

Tidligere nyhedschef på Se og Hør Lise Bondesen har bekræftet eksistensen af tys-tys-kilden. Hun blev i første omgang sendt på ferie af Ekstra Bladet, hvor hun arbejdede, men har nu opsagt sin stilling. Hun er ikke sigtet.

BT har dokumenteret, at mindst 16 medarbejdere på Se og Hør kendte til den hemmelige kilde - heriblandt de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen. Syv nuværende medarbejdere på Se og Hør er sendt hjem på grund af sagen.

Allers administrerende direktør, Pål Thore Krosby, er ikke sigtet i sagen. Udgiverdirektør i Aller Media og tidligere konstitueret chefredaktør for Se og Hør Per Ingdal har fremrykket sin barselsorlov på grund af sagen. Han er heller ikke sigtet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst