Politiet forventer kødannelse ved grænsen fra lørdag

Lørdag træder fase 4 i genåbningen i kraft. Det vil forventet forøge rejseaktiviteten, siger Københavns Politi.

Direktør for Organisation og Borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen siger tirsdag ved pressemøde, at der stadig er lande, som danskerne frarådes at rejse til, på grund af stor smitte med coronavirus.

Direktør for Organisation og Borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen siger tirsdag ved pressemøde, at der stadig er lande, som danskerne frarådes at rejse til, på grund af stor smitte med coronavirus.

KØBENHAVN:Når der fra på lørdag kommer nye regler for rejser til og fra Danmark, vil der kunne opstå kødannelse ved grænsen.

Det siger direktør i Københavns Politi Anne Tønnes tirsdag ved et pressemøde i Eigtveds Pakhus i København.

- Politiet forventer en væsentlig rejseaktivitet ved grænsen. Den forenklede model for EU's coronapas vil gøre det lettere. På den anden side vil der komme en øget rejseaktivitet, som vil kunne medføre kø ved grænsen.

- Man skal tage højde for det, når man planlægger sin rejse ind og ud af Danmark, siger hun.

Et bredt flertal i Folketinget indgik for nylig en aftale, som fra 26. juni gør det lettere at rejse i Europa.

Efter at rigtig mange rejser sidste år måtte aflyses på grund af coronavirus, skal danskerne igen have mulighed for at tage på sommerferie i Europa.

Det bliver muligt at tage på ferie i hele EU og Schengen-landene uden at skulle fremvise test før hjemrejse eller at skulle i isolation, når rejsen er slut.

Med aftalen går rejserestriktionerne over til en EU-baseret tilgang med tilhørende coronapas.

Det betyder, at der ikke vil være krav om isolation ved indrejse. Samtidig vil der kun være krav om test fra såkaldt røde lande, hvor coronasmitten er høj.

- Coronapasset gør det langt mere pålideligt at dokumentere, om man er færdigvaccineret, om man tidligere har været smittet, eller om man har en valid test med sig, siger Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør for Organisation og Borgerservice i Udenrigsministeriet.

Der er fortsat lande, som danskerne direkte frarådes at rejse til, for eksempel røde lande som Indien og Brasilien.

- Der er godt gang i smitteudviklingen i en række lande længere væk, hvor hospitals- og sundhedssystemerne er under pres, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.