Politiet: God idé at registrere skuddene

Politiet har brug for hjælp

AALBORG:Snigskytten i Skalborg-området har i månedsvis været jaget af politiassistent Henning Nordhagen, Aalborg Politi, som hilser dyrlægernes nye registrering meget velkommen. - Et kort over, hvor de ramte katte bor, kan være til god hjælp. Politiet kan jo ikke fungere optimalt uden oplysninger fra borgerne, pointerer han. Henning Nordhagen har tidligere reageret på tip fra borgere i Skalborg-området, som havde mistanke til en bestemt person. Efter at hankatten Mille fra Johan Skjoldborgs Vej blev ramt i øjet i november afhørte han således i nabolaget en mand, der er kendt for at have et særdeles anstrengt forhold til katte. - Men der var ingen beviser imod ham. Han lagde ikke skjul på, at han havde sat en kattefælde op på sin grund, men han forklarede, at han ikke kunne finde på at skyde på en kat, beretter politiassistenten. Både den afhørte mand og hans kone var godt og grundigt trætte af, at der lugtede af kattetis på deres grund. Andre borgere vil måske holde kattene væk for at beskytte fuglelivet eller undgå kattekrat i rosenbedet, men under alle omstændigheder burde det være indlysende, at det er en klar overtrædelse af dyreværnsloven at skyde på katte med et luftgevær, konstaterer Henning Nordhagen. - Noget svineri - Det er noget svineri. Det hører ingen steder hjemme at skyde en kat i øjet, fastslår han og fremhæver den korrekte måde at gribe sagen an på, hvis man føler sig generet af strejfende katte: Krydser en fremmed kat éns grund, er det tilladt at indfange dyret. Man kan så underrette enten ejeren eller politiet, der registrerer savnede og optagne dyr. Så længe man har dyret i sin varetægt, skal katten have adgang til vand og mad, og i mellemtiden sørger politiet for, at der udveksles adresser, så dyret kan komme hjem til den rette ejer. I de tilfælde, hvor ejeren ikke træffes hjemme, kontakter politiet Falck, som anbringer katten på et dyreinternet på ejerens regning. Ifølge Henning Nordhagen kunne noget iøvrigt tyde på, at mere end én person har skudt på katte i Skalborg-området. Under sin efterforskning af skudepisoderne er han således stødt på to forskellige størrelser hagl. Den største type er dog tilsyneladende kun benyttet en enkelt gang. Indtil for få år siden var det tilladt at skyde katte, når de var mere end 150 meter væk fra anden mands hus. Men sådan er det ikke mere, understreger Aalborg Politis våbenekspert, politiassistent Hans Flou. - Jeg får tit spørgsmålet, især fra ældre jægere, men svaret er helt klart: Man må under ingen omstændigheder skyde en kat, fastslår Hans Flou.