Politiet gør klar til flytning

16. september åbner Brønderslevs politistation på ny adresse i Godsbanegade 14

Birgit Eriksen
Skranken fra den gamle station har holdt flyttedag til de nye lokaler i Godsbanegade. Karsten Sørensen glæder sig sammen med kollegaerne til en nye arbejdsplads.
Politi 4. september 2009 13:48

Brønderslevs nye politistation åbner onsdag 16. september i nyindrettede lokaler i Godsbanegade i Brønderslev. - Det er ikke til at se, at Ginge for bare et halvt år siden havde lagerhal her, siger den daglige leder af stationen Karsten Sørensen, mens han viser rundt i kontorlokalerne. Til stationen i Brønderslev er tilknyttet fem betjente, og de glæder sig til at komme i moderne og lyse lokaler. Dog må de give afkald på udsigten over Banegårdspladsen til fordel for en mere ydmyg placering bag Gingefabrikken. Men dette bytte gør de gerne. - Vi glæder os til at komme herover, understreger Karsten Sørensen. Endnu mangler skilte foran bygningen - men de er på vej, og skiltningen skulle efter planen være på plads, inden åbningsdagen. Som hidtil vil den lokale station være åben for borgerhenvendelser på hverdage mellem 11 og 12. Mandag og tirsdag inden åbningen i de nye lokaler, er politistationen i Brønderslev lukket. De nye lokaler Politiet lejer sig ind i Ginge-bygningen, og Karsten Sørensen glæder sig over, at indretningen af lokalerne er sket i et godt og tæt samarbejde med udlejer Svend Aage Christiansen. - Vi har fået det, som vi gerne ville have det. 120 kvadratmeter kontorer og velfærdsfaciliteter venter i Godsbanegade - i øvrigt alt sammen indrettet handicapvenligt. Hertil kommer garagen med plads til de to politibiler. - Og så er der gode parkeringsforhold, for borgerne, tilføjer Karsten Sørensen. Stort og slidt Karsten Sørensen har haft stationen på Banegårdspladsen som sin arbejdsplads siden februar 1978, men han ser uden vemod frem til at forlade de gamle lokaler. - Som det er nu, er det alt for stort til os fem. Det er jo et helt spøgelseshus at være i. Og de gamle lokaler ser næsten ud, som da jeg begyndte på stationen. Jeg kom til stationen for 31 år siden, året efter, den var indviet, siger han. - Her får vi lyse og nye lokaler. Inventar flytter med En helt ny begyndelse bliver der dog ikke tale om. Inventaret fra den gamle station flytter med - og den gamle skranke fra forkontoret har allerede holdt flyttedag. Den tilbagetrukne beliggenhed kalder naturligvis på behov for alarm. - Alarmen går direkte til vagthavende i Aalborg. Og området er udvendig overvåget af sensorer, oplyser Karsten Sørensen. Hvad der skal ske med Slots- og selskabsstyrelsens bygning på Banegårdspladsen er endnu uvist - men sikkert er det, at den står helt tom 16. september.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...