Politiet graver fem kilo ammunition op

Under en aktion mod bandemiljøet fandt politiet fem kilo ammunition, der var gravet ned på et grønt område.

Politiet graver fem kilo ammunition op

Fem kilo skarp ammunition til skydevåben er beslaglagt ved politiaktion mod bandegrupperingen "Værebrogruppen" i Bagsværd, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Formålet var at lede efter våben og beviser i gruppens klubhus og på de offentlige områder ved Værebroparken. Derfor blev kvarterets opgange og grønne områder gennemgået af politifolk og tjenestehunde.

- Det hænder, vi finder våben gemt i kvarteret - i dag (mandag, red.) har vi lavet en systematisk undersøgelse af et større areal, siger Carsten Jansson, efterforskningsleder i afdelingen for organiseret kriminalitet i en pressemeddelelse.

Det gav resultat, da politihunde fandt fem kilo ammunition til skydevåben gravet ned i et grønt område ved Værebroparken. Ammunitionen skal nu undersøges af kriminalteknikere.

I klubhuset traf politiet to unge mænd, som blev anholdt mens ransagningen stod på. De blev løsladt bagefter.

I klubhuset søgte politiet desuden efter beviser og mistænkte i efterforskningen af en sag om grov vold og trusler mod 31-årig mand fra København.

I november blev han standset på Laurentsvej af tre unge mænd, truet med kniv og tvunget med ind i klubhuset. Her blev han udsat for grov vold i en time, før han fik lov at gå. Tilsyneladende var han blevet forvekslet med en anden.

Dagens aktion resulterede dog ikke i anholdelser i den sag.

- Vi arbejder ufortrødent videre med at finde de skyldige. De har begået en grov forbrydelse, siger Carsten Jansson.

I nærheden af klubhuset blev i øvrigt fundet en stjålen bil, som rette ejer nu får tilbage.

I aktionen deltog betjente fra Københavns Vestegns Politi, den særlige bandeenhed ’Task Force Øst’ og personale fra Skat.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.