Aalborg

Politiet har kik på klike af børn

AALBORG:En klike af børn i alderen 11-13 år er i politiets søgelys for at stå bag det omfattende hærværk i Aalborg Øst. Men det kniber med at trænge ind til sagens kerne, fortæller vicepolitikommissær Anton Justesen, der er leder af nærpolitiet i Aalborg Øst. - Vi får en sang fra de varme lande, når vi snakker med dem. - Det ene øjeblik vil de godt sige noget, men det næste øjeblik trækker de det i sig igen, så det er ikke nemt at komme til bunds i. Rudeknusningerne har stået på over en længere periode, og som et helt konkret tiltag er der rettet henvendelse til kommunen for at få fjernet småsten i området, der kan bruges som alt for fristende kasteskyts.