Politiet ind i sag om Se og Hør

Ordensmagten vil tjekke, om Nets-ansat lækkede kreditkortoplysninger

Politiet indleder en foreløbig undersøgelse i Se og Hør-sagn. Foto: Scanpix

Politiet indleder en foreløbig undersøgelse i Se og Hør-sagn. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Københavns Vestegns Politi har iværksat en undersøgelse af, hvorvidt en medarbejder fra betalingsinstituttet Nets kan have lækket kendte personers kreditkortoplysninger til ugebladet Se og Hør.

Det er en indledende undersøgelse, som skal klarlægge, hvorvidt der er grundlag for at indlede en egentlig efterforskning, oplyser vicepolitiinspektør Carsten Jansson til Ritzau.

- Vi har læst BT’s artikel, og da Nets ligger i Ballerup, som jo ligger i vores politikreds, så har vi taget kontakt til dem, fortæller Carsten Jansson.

BT fortæller mandag på baggrund af en ny bog af en tidligere Se og Hør-journalist, at en medarbejder hos Nets - det tidligere PBS - skal have fodret ugebladet med kreditkortoplysninger om kendte og kongelige.

- Selvfølgelig tager vi den slags alvorligt, og det er en alvorlig sag, hvis det er sandt. Men om det er rigtigt eller forkert, det ved vi ingenting om endnu, siger Carsten Jansson.

Også internt hos Nets har oplysningerne i bogen givet anledning til en undersøgelse.

- Det er en ny information for os, som vi tager meget alvorlig. På den baggrund har vi sat en undersøgelse i gang for at afdække, om det kan være sket, siger Ulrik Marschall, der er kommunikationskonsulent hos Nets.

Medarbejderen hos Nets skulle angiveligt have givet Se og Hør oplysninger om, hvor og hvornår diverse kendte og kongelige brugte deres kreditkort.

På den måde skulle ugebladet have været i stand til at opspore, hvor de kendte befandt sig, samt kunnet berette om, hvad de brugte penge på.

Journalisten bag bogen Ken B. Rasmussen har været ansat i fem år på Se og Hør, og bogen, som har givet anledning til påstandene, er skrevet som fiktion.

SF kræver, at både Datatilsynet og politiet undersøger, om ugebladet Se og Hør fra 2008 til 2012 har købt fortrolige oplysninger af en ansat i Nets om kendtes, kongeliges og politikeres brug af deres kreditkort

Det siger SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, som dermed tilslutter sig kravet fra Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen. Han kræver, at justitsminister Karen Hækkerup (S) straks får sagen undersøgt

- Så vidt jeg kan se, kan der være tale om brud på både persondataloven og straffeloven, og jeg kan kun kraftigt opfordre til, at både Datatilsynet og politiet går ind i denne her sag, så vi kan få klarlagt detaljerne, siger Karina Lorentzen i en pressemeddelelse.

Hun betegner det som ”alvorlige beskyldninger”, hvis et dansk ugeblad har bestukket sig til personlige og fortrolige oplysninger.

- Vi kan naturligvis aldrig gardere os mod, at en betroet medarbejder vælger, stik imod reglerne, at udlevere folks private oplysninger, og det har vi også et system, der kan tage sig af, siger Karina Lorentzen.

Også Venstre og Socialdemokraterne har reageret mod, hvad der tilsyneladende er Se og Hørs ulovlige overvågning af kendte.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden