Belgien

Politiet jagter denne mand efter terror i Bruxelles

Menneskejagt og ransagninger i Belgien efter terrorbomber

Denne mand eftersøges af belgisk politi efter tirsdagens bombeterror. Overvågningsbilledet er fra lufthavnen i Bruxelles. Foto: Scanpix

Denne mand eftersøges af belgisk politi efter tirsdagens bombeterror. Overvågningsbilledet er fra lufthavnen i Bruxelles. Foto: Scanpix

BELGIEN:Belgisk politi leder efter en formodet gerningsmand efter tirsdagens to angreb i landet.

Samtidig fortæller landets offentlige anklager ifølge Reuters, at der foregår ransagninger landet over.

Politiet eftersøger en bestemt mand, der formodes at være den tredje gerningsmand fra angrebet i lufthavnen.

- Der er et foto af tre mænd taget i Zaventem-lufthavnen. Det er muligt, at to af dem udførte et selvmordsangreb og vi søger aktivt efter den tredje, siger den offentlige anklager Frederic Van Leeuw ifølge AFP.

Han fortalte samtidigt, at der bliver gennemført razziaer og ransagninger over hele landet.

Specialstyrker indsat i forstad

Det britiske medie The Guardian skriver, at specialstyrker og anti-terrorpoliti er i gang i forstaden Schaerbeek, der ligger nordøst for det centrale Bruxelles.

Bruxelles blev tirsdag ramt af to angreb. Det første ramte Zaventem-lufthavnen, hvor der var eksplosioner omkring klokken otte tirsdag morgen.

Lidt over en time efter blev metrostationen Maelbeek ligeledes ramt af en eksplosion.

Ifølge det belgiske nyhedsbureau Belga har 30 personer mistet livet ved angrebene, mens 230 er sårede.

/ritzau/