Nordjylland

Politiet jagter julespritbilister

Julefrokostsæsonen betyder, at politiet sætter ekstra ind med sprit- og narkokontroller

Arkivfoto: Michael Koch
Arkivfoto: Michael Koch

Opdateret kl. 12:53

NORDJYLLAND: Julefrokostsæsonen er så småt skudt i gang. For manges vedkommende betyder det, at der de kommende uger vil blive hældt masse af snaps, øl og vin indenbords.

Derfor sætter Nordjyllands Politi fra i dag massivt ind med sprit- og narkokontroller som et led i en landsdækkende kampagne fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.

Alene fra 2010 til 2014 har 187 mennesker mistet livet i spritulykker på vejene, og 1085 personer er kommet alvorligt til skade, viser de nyeste tal fra Vejdirektoratet.

Selv om antallet af spritulykker er faldet over årene, så sker der stadig alt for mange ulykker på grund af alkohol.

Derfor opfordrer politiet, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden nu alle til at lade bilen stå, når de har drukket.

Kontrol i hele landet

Det er politikredse i hele landet, der sætter ind mod julespritbilisterne.

- Hvert år sker der tragiske ulykker, hvor bilister kører galt, fordi de har drukket eller taget euforiserende stoffer. Derfor prioriterer vi højt at lave sprit- og narkokontroller, og i de kommende uger vil vi tjekke et meget stort antal bilister i hele landet. Formålet er at få alle sikkert hjem, siger fungerende centerchef Arne Martinsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Tænk dig om før festen

Men politikontrol alene kan ikke løse problemet med spritkørsel. Derfor opfordrer Politiet, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden alle til at bidrage med at forhindre spritkørsel.

Kampagnen ”Klar til et pust?” fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden vil i de kommende uger minde om, at man allerede før festen begynder, bør have aftalt, hvordan man kommer sikkert hjem, når festen slutter.

- Mange har svært ved at vurdere, om de har drukket for meget til at køre. Derfor er det vigtigt, at omgivelserne husker at blande sig, når for eksempel en kammerat eller kollega vil sætte sig bag rattet efter at have drukket. Tilbyd at ringe efter en taxa eller overnatning. Meget mere kræver det ikke, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Spritkørsel

- 9 ud af 10 spritbilister er mænd.

- Der er flest unge og midaldrende spritbilister.

- Spritulykker sker oftest fredag, lørdag og søndag aften eller nat.

- De fleste spritulykker er eneulykker.

- Det er typisk biler eller knallerter, der er involveret i spritulykker.

- To ud af tre af de dræbte i spritulykker er spritbilisterne selv.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden