Politiet jagter tasketyv med modermærke

Ung mand på knallert efterlyses

Tyverier 29. juni 2003 08:00

FREDERIKSHAVN: En eller flere tasketyve huserer for øjeblikket i Frederikshavn. To gange fredag og to gange lørdag slog tyven(e) til. En 43-årig kvinde, der lørdag klokken 12.10 fik stjålet sin taske indeholdende en pung med 200 kroner og diverse kort, har givet et ganske præcist signalement af gerningsmanden, der var på knallert. Idet kvinden vil stille sin cykel ud for Silvan på Hjørringvej, kører den unge mand forbi og stjæler tasken fra cyklens bagagebærer. Manden, der kørte på en blå-hvid FZ50 Suzukki knallert, er 20-25 år, 170-175 cm høj. Han har et stort modermærke i højre side af hovedet fra kæben og op over det ene øje. Han var iført en lys cap og lys jakke. Frederikshavn Politi på telefon 9622 1448 hører gerne fra folk, der kan genkende den efterlyste. To gange fredag Fredag klokken 11.20 mistede en 81-årig dame sit indkøbsnet med pung og nøgler. En knallerttyv rev indkøbsnettet af skulderen på kvinden, da hun gik på Parallellvej. Fredag eftermiddag imellem klokken 16.30 og 17.30 var den gal igen. Her slog en knallerttyv til uden for Storkøb på Gl. Skagensvej. Her gik det ud over en 81-årig dame, der fik stjålet sin taske med tegnebog med sygesikringsbevis og diverse papirer. En 57-årig norsk kvinde mistede lørdag ved 11.15-tiden sin tegnebog på DSB-perronen. Tegnebogen, der angiveligt indeholdt 10.000 norske kroner, blev fisket op af kvindens rygsæk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...