Nordjylland

Politiet jagter uopmærksomme bilister

Landet over sætter politiet målrettet ind mod bilister, der ikke holder øjnene på vejen og hænderne på rattet

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

NORDJYLLAND:I 2014 mistede 182 mennesker livet i trafikken. I Nordjylland nåede antallet op på 23 trafikdræbte og 455 tilskadekomne personer.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er uopmærksomhed bag rettet involveret i hver tredje trafikulykke, og derfor sætter Nordjyllands Politi og politikredse i resten af landet fra i dag og ugen ud målrettet ind mod uopmærksomme bilister.

Indsatsen er en del af en den landsdækkende kampagne ”Kør bil, når du kører bil”, som Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension og 69 af landets kommuner står bag.

- Det betyder meget for trafiksikkerheden, at Politiet gennemfører de her kontroller. Hvis vi kan få flere til at koncentrere sig om at holde øjnene på vejen og trafikken, så vil meget være vundet. Når man er uopmærksom i blot få sekunder, så risikerer man at overse modkørende, cyklister eller fodgængere på vejen, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Vigtig indsats

Ifølge operativ leder af færdselsafdelingen i Nordjyllands Politi, Claus Kjær Pedersen, er det især bilister, der bruger mobilen, mens de kører, som er et alvorligt problem i trafikken.

- Det er vigtigt, at vi sætter ind. Der er mange trafikdrab hvert år, hvor årsagen er uopmærksomhed, fordi man enten har rodet med mobilen, gps’en eller noget andet, der fjerner fokus fra vejen, siger han.

Claus Kjær Pedersen oplyser, at politiet vil udføre kontroller i løbet af ugen i hele Nordjylland i det opfang, det er muligt. Han forventer dog ikke, at der vil være mange sager i ugens løb.

Mad, mobil og GPS

En ny undersøgelse blandt 4302 bilister i hele landet, som er lavet i forbindelse med kampagnen, viser, at der er behov for en indsats på området.

I undersøgelsen blev der spurgt: Gør du følgende meget ofte, ofte eller en gang i mellem, når du kører bil?

1. Drikker og spiser: 62 procent

2. Betjener GPS: 31 procent

3. Finder ting frem/roder efter ting: 27 procent

4. Læser sms/mails/på nettet på mobil: 22 procent

5. Benytter håndholdt mobil: 18 procent

6. Skriver på håndholdt mobil: 14 procent

Kilde: Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, Promonitor 2015.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst