Politiet leder efter gerningsmand bag knivstik på station

En mand blev lørdag stukket med en kniv i Holbæk. Politiet mener at vide, hvem den formodede gerningsmand er.

Ritzau
Politi Foto: Free/Colourbox
Kriminalitet 9. oktober 2016 10:29 - Opdateret 9. oktober 2016 10:44
Politiet eftersøger en formodet gerningsmand til et knivstikkeri lørdag aften på Holbæk Station, hvor en 20-årig mand blev stukket i ryggen.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiets afhøring af manden har sammen med optagelser fra videoovervågningen på stationen, ledt betjentene i politikredsen på sporet af en mand, oplyser vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi Thomas Jørgensen søndag formiddag.

- Vi ved jo, hvem gerningsmanden er og eftersøger ham i øjeblikket. Vi satser på, at vi finder ham, eller at han selv retter henvendelse til os, siger han.

Politiet vil ikke komme nærmere ind på, om den 20-årige kender sin overfaldsmand, eller hvilket motiv der ligger bag knivstikkeriet.

Knivstikkeriet skete omkring klokken 18.00 lørdag, men det var ikke alvorligt. Manden er derfor udskrevet fra hospitalet og i god behold, oplyser vagtchefen.

- Det er ikke noget dybt knivstik. Der er mere et rids i ryggen. Det er ikke en alvorlig skade, men selvfølgelig en alvorlig sag, når man bruger en kniv på denne måde, siger Thomas Jørgensen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...