EMNER

Politiet ledte efter stjålne cykler

Som led i landsdækkende færdselskampagne er stelnumre på cykler og knallerter blevet tjekket.

Politiet fandt kun få stjålne cykler, da de tjekkede stelnumre i forbindelse med ugens kampagne over for cyklister og knallertkørere. Arkivfoto

Politiet fandt kun få stjålne cykler, da de tjekkede stelnumre i forbindelse med ugens kampagne over for cyklister og knallertkørere. Arkivfoto

I denne uge har flere hundrede cyklister i Aalborg-området fået endevendt deres cykel af Nordjyllands Politi. Formålet var at tjekke stelnummeret for at se, om cyklen var en af de mange cykler, der jævnligt bliver taget fra deres rette ejermand. Selvom mange cykler blev tjekket, og der er mange cykeltyverier, blev der kun fundet få stjålne cykler. Cirka hundrede knallerter blev også tjekket, og der blev fundet få stjålne knallerter. Politiassistent Henrik Falk fortæller, at aktionen udspringer af en landsdækkende kampagne, der har kørt i hele uge 39, som havde til formål at forbedre færdselssikkerheden for cyklister og knallertførere. Nordjyllands Politi har placeret sig på strategiske udvalgte steder, og her har de dels tjekket cyklister, der kørte overfor rødt, kørte i gågaden eller på fortovet. Knallerter, der kørte for stærkt, blev også registreret og stelnumre på cykler og knallerter blev altså også tjekket. Er man blevet taget med en stjålen cykel eller knallert, bliver man sigtet for brugstyveri eller hæleri. De mange, der er blevet taget på en ulovlig knallert eller har kørt på fortove, i gågader eller har set sit snit til at smutte over for rødt, kan nøjes med en bøde på 500 kroner. 54 blev noteret for at køre for stærkt på knallert, mens fem kørte over for rødt lys. 60 cyklister kørte overfor rødt lys og 51 kørte i gågaden og på fortove. Politiassistent Henrik Falk fortæller, at det mere er reglen end undtagelsen, at de knallerter, der bliver stoppet, kører for hurtigt. Hans appel til forældrene lyder derfor, at de skal tage det mere alvorligt, når de unge kører på ulovlige knallerter, da det er farten, der slår ihjel.