Tyverier

Politiet ødelagde handel

PANDRUP:Fire drenge fik ikke en særlig god start på at forsøge sig som handelsmænd. De havde stjålet en havetraktor, som de havde solgt, men inden handelen blev effektueret, ødelagde politiet det hele. To drenge på 14 år og to på 15 år stjal fra en uaflåst garage på Storkekæret i Kaas en havetraktor til en værdi af 12.000 kr. De havde stillet den ved en ejendom på Løkkegade i Pandrup, hvor køberen skulle hente den på sin lastbil. Politiet havde imidlertid fået færten af forretningen, så de slog til i Løkkegade, inden køberen hentede havetraktoren. Ifølge stationsleder Henrik V. Poulsen fra Brønderslev Politi, kan de to 15-årige vente at blive straffet for tyveriet, mens de to 14-årige ikke kan straffes. De to 14-årige er fra Kaas og Fjerritslev, mens de 15-årige er fra Kaas og Fyn. Men de sociale myndigheder er blevet inddraget. Politiet anholdt først den ene 14-årige og den 15-årige, der indrømmede tyveriet. Senere fandt politiet frem til, at der var fire om tyveriet.