Politiet opsnappede sms om bilræs

Efter tip var politiet klar med knibetangsmanøvre og aktion på Honnørkajen i Aalborg

Færdselsforseelser 2. marts 2003 07:00

AALBORG: De flere hundrede unge fra hele Jylland, som fredag aften stimlede sammen med omkring 200 biler på Honnørkajen i Aalborg, blev fældet på deres eget stærkeste våben - sms-beskeder. Politiet opsnappede oplysninger via sms om, at der blev kaldt til samling i Aalborgs centrum, og derfor var politiet godt forberedt til aktion mod de bilglade unge, som blev lukket inde uden mulighed for at smutte, da politiet slog til med en hurtig knibtangsmanøvre. Politinspektør Jørgen Hoxer, Aalborg Politi, oplyser, at de unge i vid udstrækning kommunikerer via sms. Det er politiets fornemmelse, at brugen af sms er forklaringen på, at alt typisk ånder fred og idyl, og at mange når at smutte, før politiet når frem, men op til weekenden blev de fældet på netop sms-kommunikationen. - SMS-beskeder kan jo tilgå mange mennesker. Også nogen, som de egentlig ikke var tiltænkt, så vi vidste god besked om, hvad der skulle ske, siger politiinspektør Jørgen Hoxer. Han tilføjer, at den gode forhåndsviden var forklaringen på, at politiet var klar med bilinspektører og en større styrke for at gennemføre en regulær razzia. Vagthavende hos Aalborg Politi, politikommissær Bent Bjerre, oplyser, at politiet ved 21.20-tiden noterede sig, at noget var under opsejling, da op mod et par hundrede biler og et langt større antal unge mennesker stimlede sammen på selveste Honnørkajen midt i Aalborg. Som så ofte før var politiet godt klar over, at det næppe var den smukke fjordudsigt på stedet, der trak, men at formålet snarere var at brænde dæk af og køre bilræs. Fanget i fælden - Vi lavede en manøvre, hvor vi spærrede havneområdet af, så enhver mulighed for at køre fra stedet var afskåret, siger Bent Bjerre og tilføjer, at de 200 biler efterfølgende blev minutiøst kontrolleret én for én og lukket ud fra området i samme takt. Indsatsen, som Bilinspektionen deltog i, resulterede i op mod 100 politirapporter. Ifølge Bent Bjerre fik en enkelt bil klippet nummerpladerne, men ellers drejede de øvrige forseelser sig mest om småting som manglende lys, manglende tudehorn og lignende. - De udstedte bøder lå i størrelsesordenen fra 500 kroner, som er den mindste bøde, man kan få, og op til et par tusinde kroner, siger Bent Bjerre, som tror på taktikken med at stresse de unge og være over dem, uanset hvor og hvornår de forsamles. Grænsen nået Aalborgs politiinspektør Jørgen Hoxer siger, at de unge kan regne med at blive mødt med den taktik og skærpede kurs fremover. Det skal ikke mindst ses i lyset af optøjerne natten til forrige lørdag i Aars, da et stort antal forsamlede unge blandt andet på et tidspunkt slog ring om en patruljevogn, som blev bombarderet med stenkast. - Det er et spørgsmål om, hvad vi skal finde os i, og det er langt over stregen, når vi ikke kan få lov til at gennemføre en helt almindelig politiforretning som den i Aars, siger Jørgen Hoxer. - Blandt andet på grund af den episode kører vi nu med et beredskab, som hurtigt kan sættes ind, hvor og hvornår det bliver nødvendigt, tilføjer han. Åben for dialog Jørgen Hoxer understreger dog samtidig, at de unge selv har indflydelse på tingenes tilstand. - Vi er parat til dialog med dem, og sidste år tilbød vi at prøve at finde steder, hvor de kunne samles under en eller anden form, men det havde ikke den store interesse. Vores fornemmelse er, at noget af sporten i det åbenbart er, at det er ulovligt, siger Jørgen Hoxer. Han tiføjer, at ikke blot nordjyske byer, men også byer som Randers og Herning i perioder har været yndede tilholdssteder. -Langt hen ad vejen er det foregået stille og roligt. Vi har kigget forbi, og mere er der ikke kommet ud af det, men når sådan noget som det i Aars sker, er det klart, at vi er nødt til at sætte ind, siger Jørgen Hoxer, som garanterer stor bevågenhed på problemet fra politiets side.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...