Brandstiftelser

Politiet på bar bund

Politiets appel til beboere om hjælp til opklaring af de påsatte brande i Frederikshavn midtby har foreløbig ikke resulteret i afgørende nye henvendelser.

Det oplyser vicepolitikommissær Carsten Corfitzen, Nordjyllands Politi. Søndag morgen blev politi og kaldt ud til en garagebrand på Ørnevej og en brand i et udhus på Lundevej. Der er foretaget brandtekniske undersøgelser, men de har heller ikke umiddelbart givet resultater. Inden for de seneste måneder har der i midtbyen været mere end en halv snes påsatte brande. Efterforskningen fortsætter, men politiet er stort set på bar bund, også med brandene i efteråret. - Vi har ikke haft nogen inde til afhøring, og vi har ikke sigtet nogen for ildspåsættelse, siger Carsten Corfitzen. Betjente, som kører patrulje i byen, er naturligvis orienteret om ildspåsættelserne, så betjentene er opmærksomme, hvis de ser noget mistænkeligt. - Men der er ikke indført ekstra patruljering, siger Carsten Corfitzen.