Politiet roser Ambufestens arrangører

HOBRO:Omkring 40.000 mennesker har i løbet af fire dage deltaget i festlighederne på Ambu-pladsen. Men kun ganske få gange har Hobro Politi måtte rykke ud til uroligheder i forbindelse med dette års Ambu-fest. To gange måtte politiet på festpladsen for at hjælpe til, fordi nogle unge mænd havde fået for meget at drikke og derfor ikke kunne opføre sig ordentligt. I det ene tilfælde måtte en 23-årig mand en tur i detentionen. Derudover sigtede politiet en 20-årig kvinde fra Ålestrup for gadeuorden, fordi hun havde slået en 16-årig pige i ansigtet. Den 20-årige kan nu se frem til en bøde. - Men taget i betragtning af hvor mange mennesker, der har været til festen i løbet af de fire dage, så er det jo kun småting, der er sket, siger vagthavende Johan Nielsen fra Hobro Politi. Han oplyser, at politiet har haft to urobetjente på pladsen hele tiden, og også fra dem lyder meldingen, at der har været meget, meget stille. - Arrangørerne har virkelig haft styr på tingene, siger Johan Nielsen. Til at løse opgave som kontrollanter og dørmænd har arrangørerne af Ambu-festen allieret sig med den lokale bokseklub, og det er medlemmer derfra, som har det arbejde. - De har været meget synlige på pladsen, og de har virkelig løst den ogpave flot, lyder det fra Hobro Politi. Også Ambu-festens bestyrelsesformand, Ole Vedel, er godt tilfreds med, at festen er forløbet uden ballade på pladsen. Men et skår i glæden er dog det hærværk, som arrangørernes kontor og opbevaringscontainer har været udsat for. Her brød hærværksmænd ind og de skader, de forvoldte, kommer til at koste ca. 30.000 kr.