Politiet sætter sig selv under lup

Borgerne spørges om de er tilfredse med politiet

Politi 19. september 2002 08:00

HJØRRING: Almindeligvis er det politiet, der kigger borgerne an. Men nu skal politiet sættes under luppen. Det sker i en større undersøgelse, hvor 1600 breve på mandag dumper ind ad brevsprækkerne hos 1600 borgere i Hjørring Politikreds. De 600 er til virksomheder, mens resten er til privatpersoner, der inden for det sidste år har været i kontakt med politiet på én eller anden led. Fem-skala Undersøgelsen "Er du tilfreds med dit politi" er anonym, og der er sat et professionelt konsulentfirma til at analysere svarene. Det er Rambøll Management i Århus, der skal stå for undersøgelsen. Brevmodtagerne har tre uger til at besvare spørgsmålene, der handler om alt inden for politiets arbejdsområde. Det kan være spørgsmålet om påklædning og soignering hos politiets medarbejdere, hvordan er telefonbetjeningen og hvordan er medarbejdernes tone og tiltaleform. Her kan man give karakter efter en fem-skala, der går fra meget tilfreds til meget utilfreds. - Det er vigtigt for os, at så mange som muligt deltager og giver udtryk for deres ærlige mening om vores service, siger politimester Poul Nørgaard. Og det uanset ris eller ros. - Udvælgelsen er foregået ud fra vort eget edb-system, POL-SASS, samt pas- og kørekortregisteret. For os er det et arbejdsredskab, så vi kan blive bedre til opgaverne. Alle kredse med NORDJYSKE: - Har undersøgelsen noget at gøre med al den hurlumhej, der har været på politistationen de seneste par år? - Nej, overhovedet ikke. Undersøgelsen foregår rent faktisk på landsplan, men lige nu er det os sammen med seks andre politikredse, der skal i gang. Det er meningen, alle 54 politikredse skal igennem møllen. Det var et af de krav, der blev indgået i det nye politiforlig, siger politimesteren, der ikke frygter det endelige resultat, der foreligger engang i januar: - Jeg kan ikke se andet, end at undersøgelsen bliver til vort fælles bedste, for man skal ikke tro, at nogle overhovedet får UG i alt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...