Politiet sendt på afspadsering FRI: Politiet bliver mindre synligt

NORDJYLLAND:Fire dage. Så meget skal hver betjent i Nordjyllands Politi holde fri, inden nytår. De nordjyske betjente har nemlig landets største overarbejdspukkel med 62 timer i gennemsnit pr mand, og det tal skal bringes ned under 29 timer. Et tiltag, der ikke kan undgå at påvirke borgerne, mener formanden for Nordjyllands Politiforening, Børge Nielsen. - Borgerne får ikke den politidækning, de er vant til. Der vil være folk til at løse de opgaver, der kommer her og nu, men der vil ikke være nogen til at holde øje med om der køres knallertræs på stierne i Aalborg Øst. Det vil kunne mærkes hele vejen rundt, forklarer han. Chefpolitiinspektør Jørn Aabye medgiver, at politiet på nogle områder ikke kan yde det, de plejer. Især nærpolitiets opgaver svækkes, og de større og mere komplicerede sager kommer til at ligge lidt længere. - Men det er ikke noget nyt. Det er et af vilkårene ved politiarbejde. Vores patruljetjeneste vil være intakt, så vi har et forsvarligt beredskab på alle tider af døgnet, siger han. Den uheldige førsteplads skyldes ifølge chefpolitiinspektøren, at 2007 har været et meget hektisk år i Nordjylland. Han peger på drabet på den 85-årige Gerda Møller i maj, knivstikkersagen i Jomfru Ane Gade i påsken og udlånet af nordjyske betjente under urolighederne på Nørrebro som sager, der har trukket voldsomt på betjentenes arbejdskraft. - Vi skal altid kalkulere med, at der kan forekomme drab, afgivelser til andre kredse og andre store hændelser, men i år har det været helt ekstraordinært, forklarer Jørn Aabye. Tema, 1. sektion side 4