Drab

Politiet sigter Oscar Pistorius for mord

Der har tidligere været husspektakler hjemme hos Oscar Pistorius, siger sydafrikansk politi

Oscar Pistorius føres væk af politiet. Foto: Scanpix

Oscar Pistorius føres væk af politiet. Foto: Scanpix

JOHANNESBURG:Forlydender om, at den benamputerede atletikstjerne Oscar Pistorius - også kendt som ”Blade Runner” - skød og dræbte sin kæreste i sit eget hjem, fordi han troede, at der var tale om en indbrudstyv, holder ikke nødvendigvis.

Sydafrikansk politi vil ifølge nyhedsbureauet AFP ikke udelukke, at der er tale om mord.

- Der har tidligere været episoder med anklager om husspektakler i hjemmet hos den sigtede, udtaler polititalsmanden Denise Beukes og tilføjer desuden, at anklageren anbefaler, at Pistorius ikke kan løslades mod kaution.

Pistorius er ifølge AFP sigtet for mord på sin kæreste, den 30-årige fotomodel Reeva Steenkamp.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har politiet sagt, at de to var de eneste, der var til stede i Pistorius’ hjem i Pretoria, da de dræbende skud faldt natten til torsdag. Efter planen skal Pistorius senere torsdag fremstilles i retten i Pretoria, men først skal der tages en blod- og alkoholprøve. Her skal det også undersøges, at der har været tegn en kamp mellem parterne på Pistorius’ krop.

Det er fortsat uafklaret, hvor mange skud der er blevet affyret. Nogle kilder skriver to, andre mener at der er affyret fire skud og visse taler endda om seks skud. Det skulle dog være sikkert, at skuddene stammer fra en 9-millimeter-pistol, der blev fundet på gerningsstedet.

Oscar Pistorius har tidligere i et interview med avisen Daily Mail fortalt, at han har en pistol liggende ved sengen for at kunne forsvare sig i tilfælde af indbrud.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst