Politiet sigter våbenhandler for trusler

Dommer varetægtsfængsler ikke dømt våbenhandler fra Greve, men politiet sigter ham fortsat for vidnetrusler.

Politiet sigter våbenhandler for trusler

En 55-årig våbenhandler fra Greve blev lørdag løsladt af en dommer ved Retten i Roskilde. Men en sag mod ham for at have truet et vidne i en straffesag fortsætter.

- Nu fortsætter sagsbehandlingen, og sagen om vidnetrusler vil blive afgjort ved retten på et senere tidspunkt, siger lederen af politiets bandeenhed Task Force Øst, Magnus Andresen.

Våbenhandleren blev den 15. juni idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens paragraf om overtrædelse af våbenloven under særligt skærpende omstændigheder.

Normalt vil en dom for overtrædelse af den paragraf give minimum et års fængsel. Imidlertid lider våbenhandleren af demenssygdommen Alzheimer.

Derfor valgte Retten i Roskilde at følge Retslægerådets anbefaling i sagen og idømme manden en behandlingsdom.

Samtidig blev han frakendt retten til at handle med våben, ligesom han heller ikke længere må arbejde som bøssemager med reparation af våben.

Efter dommen har den 55-årige ifølge politiet opsøgt og truet et af vidnerne i sagen, som ifølge manden selv nu er anket.

Derfor blev våbenhandleren anholdt fredag og lørdag fremstillet i grundlovsforhør. Her krævede politiet ham varetægtsfængslet, men dommeren valgte altså at løslade ham.

- Han er sigtet for at have truet et vidne. Han har sagt noget til vidnet, som vi opfatter som trusler. Dommeren har ikke villet varetægtsfængsle ham, men vi opretholder sigtelsen, siger Magnus Andresen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.