Tyverier

Politiet søger ejere til bunke af tyvekoster

Mængder af smykker og andre vædigenstande fundet i container

STØVRING:Nærstationen i Jernbanegade ligner i disse dag mest af alt en god marskandiserforretning. Smykker, breve, pas og meget andet er lagt frem til skue, og venter kun på deres rette ejermænd. Sagerne er tyvekoster, som er fundet i en container ved Store Binderup af Hobro Politi, som siden venligt har overladt effekterne til kolleger i Støvring, hvor man mener de fleste af indbruddene er begået. Men det viser sig, at nogle af genstandene stammer fra tre villaindbrud i Gedsted, fastslår politiassistent Kurt Danielsen, Støvring nærpoliti. Der var også sager fra indbrud i Hobro, men de er ikke med i samlingen, som er til skue i Støvring. Der er en sygeplejerskes emblem, og der er pas. En tv-ledning og et helt smykkeskrin. I dag venter Kurt Danielsen at kriminalfolkene fra Aalborg vil kikke på det omfattende fund, da de mener ud fra beskrivelserne af kosterne, at der kan være sager fra mindst syv tyverier i Aalborg Politikreds. I de kendte tilfælde er tyverierne blevet begået på samme måde og ofte om dagen. Bare folk ville være mere opmærksom på, hvad der sker i deres lokalområde, sukker Kurt Danielsen. Lægger mærke til, om der kører fremmede biler eller er mistænkelig personer. Selv bor han i Suldrup og har da oplevet, at en Volvo en dag kørte ind i et vænge og ud igen. Et tjek af nummerpladen viste, at den var stjålet i Aalborg. Og så er bilen der naturligvis også. Iøvrigt oplever politiet en opblomstring af tyverier fra villaer. Mange virksomheder har sikret mod tyveri og har ofte slet ikke noget at stjæle for en tyv. Det er måske forklaringen på, at antallet af tyverier fra villakvarterer er stigende. Det store fund af tyvekoster i Store Binderup er formentlig kun en del af, hvad der er stjålet af samme tyv. De fleste af sagerne har formentlig kun affektionsværdi for de bestjålne og ville ikke kunne indbringe tyven noget særligt ved salg. Måske har containeren, hvor kosterne blev fundet, fungeret som lager. Politiet er i hvert fald ikke i tvivl om, at der er stjålet mere. Ved de indbrud, man kender til, er der også stjålet fjernsyn, og kontanter har tyven naturligvis beholdt. Normalt har nærpolitiet i Støvring kun med tyverier at gøre, når tyven bliver taget på fersk gerning. Så det er en service, stationen yder for at folk i lokalområdet kan spare turen til kriminalpolitiet i Aalborg for at få deres ejendele igen. Samtidig håber Kurt Danielsen, at folk måske kommer i tanke om flere oplysninger i forbindelse med tyverier, sådan sagen kan blive opklaret. Det er ikke helt umuligt, mener han, måske med tanke på inskriptionen på en af tyvekosterne. En solid sølvmedalje fra 1965, som en ung snedker modtog for sit fine svendestykke: "Når alvor og sandhed forenes med flid, nåes målet".