Hals

Politiet søger hjælp i mulig mordsag

Politiet på bar bund i Søren Sterup Jensens forsvinden

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den myrdede blev fundet som et skelet i Tranum Klitplantage. Arkivfoto

Gåden omkring Søren Sterup Jensens forsvinden tilbage i september 2004 får nu Aalborg Politi til at gå ud og bede befolkningen om hjælp. Mange ting tyder på, at det var Søren Sterup Jensens lig, man fandt i Tranum Klitplantage 16. august i år. Blandt andet har datteren til Søren Sterup Jensen bekræftet, at hun har identificeret et ur samt en ring, der blev fundet ved skelettet. Men politiet står stadig på bar bund med hensyn til, hvad der er sket i perioden fra Søren Sterup Jensens forsvinden 2. september 2004, og indtil man nu muligvis har fundet hans skelet. - Vi ved, at han 2. september hjalp en kammerat med at flytte til Kongensgade i Nørresundby. Omkring klokken 22 gik han op mod en tankstation for at hente nogle øl til flyttemændene, oplyser chefkriminalinspektør Aage Nørgaard. - Ifølge vidner blev han midt på Kongensgade standset af tre personer i en bil, som han hilste på og efterfølgende kørte derfra sammen med. I den forbindelse vil vi gerne høre fra folk, som har set noget eller nogen, forklarer Aage Nørgaard. Samme aften blev han omkring midnat set i Hals, cirka 25 kilometer fra Kongensgade, og også i den forbindelse vil politiet gerne i kontakt med folk, som har lagt mærke til Søren Sterup Jensen. Derudover søger politiet også vidner i forbindelse med fundet af skelettet i Tranum Klitplantage. - Der er visse formodninger om, at liget er Søren Sterup Jensen. Men da han forsvandt i 2004, kan vi ikke sige noget om, hvornår nedgravningen har fundet sted. Derfor vil vi gerne høre fra folk, der har gjort nogle observationer eller ved, hvordan liget er havnet derude, fortæller Aage Nørgaard, der samtidig slår fast, at man ikke med sikkerhed kan sige, om det er Søren Sterup Jensens lig, der er blevet fundet. - Vi har endnu ikke kunnet foretage en retsmedicinsk identifikation af liget. Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Aalborg Politi på telefon 96 30 14 48. hans.kristensen@nordjyske.dk