Politiet til anonym brevskriver: Ring til os

Københavns politi beder den anonyme brevskriver i Thorning-Schmidts skattesag ringe til sig - gerne anonymt.

26. september 2013 17:52 - Opdateret 26. september 2013 17:54

Politiet til anonym brevskriver: Ring til os

Københavns Politi opfordrer nu den person, der har sendt et anonymt brev til Skattesagskommissionen, om at kontakte politiet.

I brevet fortæller den anonyme afsender, at vedkommende er i besiddelse af oplysninger, der kan have betydning for både politiets efterforskning og Skattesagskommissionens arbejde.

Kommissionen skal blandt andet prøve at finde ud af, hvem der lækkede Helle Thorning-Schmidts (S) og hendes mand, Stephen Kinnocks, personlige skatteoplysninger til pressen. Samtidig er Københavns Politi i gang med en lignende efterforskning.

- Vedkommende kan ringe 3314 1448 og bede om at tale med mig, siger vicepolitiinspektør Jens Møller, der leder politiets efterforskning af sagen, i en pressemeddelelse.

- Og jeg behøver ikke i telefonen at få at vide, hvem, der ringer - det afgørende for mig er at kunne komme videre med sagen, forklarer Jens Møller.

Kommissionen udsatte mandag de sidste afhøringer i sagen, efter at den havde modtaget et brev fra en anonym person, som hævder at ligge inde med vigtige oplysninger i sagen.

- Vi kan ikke umiddelbart verificere ægtheden af brevet, men hvis oplysningerne heri er korrekte, vil det kunne have betydning for blandt andet den sag, vi efterforsker, udtaler Københavns politidirektør Thorkild Fogde.

Lederen af politiets efterforskning, Jens Møller, opfordrer som nævnt brevskriveren til at ringe til politiet:

- Vi har inddraget brevet i vores efterforskning, men det giver ikke umiddelbart mening for os at opspore en person, hvis den pågældende ikke vil give sig til kende og stå ved sin henvendelse.

Jens Møller hæfter sig ved, at brevskriveren gerne vil have sandheden frem, og understreger, at politiet har samme ønske.

Skattesagskommissionen sendte også brevet til 19 advokater, der er bisiddere for de personer, som bliver afhørt i sagen, deriblandt de tidligere skatteministre Troels Lund Poulsen (V) og Peter Christensen (V) samt Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge Politiken og Berlingske hævder brevskriveren, at ledende Venstre-folk har løjet for kommissionen, og politiet er derfor også blevet bedt om at finde ud af, hvem der har lækket oplysningerne til pressen.

De tre politikere har i kommissionen forklaret, at Venstre ikke interesserede sig for eller forsøgte at påvirke udfaldet af Thorning-parrets sag.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...