Politiet tilfreds med blå mandag VALUERING: Der bliver passet godt på konfirmanderne i Aalborg

Konfirmander - og deres forældre - har ingen grund til at frygte Aalborg. Det er en tryg by - også på Blå Mandag. Arkivfoto

Konfirmander - og deres forældre - har ingen grund til at frygte Aalborg. Det er en tryg by - også på Blå Mandag. Arkivfoto

AALBORG:Politiets vurderer er, at Aalborg er en tryg by at færdes i for konfirmander, og derfor kan forældre roligt sende deres børn ud på blå mandag. Sådan lyder konklusionen fra vicepolitiinspektør Hans Jørn Christensen, som er leder af nærpolitiet i Aalborg. Politiet har netop evalueret indsatsen i forbindelse med teenagernes festdage i foråret, og det overordnede indtryk er positivt. - Samarbejdet mellem politiets ungdomsgruppe, nærpolitiet samt kommunens skoleforvaltning og socialvæsen har fungeret rigtig godt, mener Hans Jørn Christensen. Der har længe været fokus på blå mandage for at øge sikkerheden for konfirmanderne. Og bortset fra en enkel episode mandag 1. maj, hvor en konfirmand i Aalborg blev slået og frarøvet sine penge af en gruppe drenge, er de blå mandage ifølge vicepolitiinspektøren forløbet roligt både i år og i de seneste par år. Folder med gode råd Sammen med Aalborg Kommune udgiver Aalborg Politi en folder med gode råd til nordjyske teenagere, som skal fejre deres konfirmation. Den bliver delt ud på skoler til de unge. De kan blandt andet læse om, hvordan de kan få hjælp af voksne, hvis der skulle opstå problemer. Der er henvisninger til, hvor de kan komme i kontakt med politiets ungdomsgruppe og Midtbysjakket, som er en gruppe af Aalborg Kommunes ssp-arbejdere. Desuden er der vejledning til at få akut hjælp, som kan hentes direkte fra politigården. Evaluering med ssp På tirsdag skal Hans Jørn Christensen til møde med repræsentanter fra Aalborg kommune. De skal i fællesskab beslutte, hvordan indsatsen skal være i forbindelse med blå mandag 2007. - Indstillingen fra politiets side er, at vi kører videre med den kombinerede ssp- og politiindsats, fortæller Hans Jørn Christensen og fortsætter: - Vi regner også med, at kommunen vil være positivt indstillet og være enig i det samme koncept, fordi det er gået godt i de senere år, siger vicepolitiinspektøren.