Politiet trækker i nyt design

Fra blåsort til matsort med flere lommer

Politi 12. december 2004 05:00
AALBORG: Først skal nordjyderne vende sig til det. Og i løbet af de kommende to-tre år kommer resten af Danmark også til at opleve synet af politifolk i nye jakker. Efter et årelangt forløb kan Rigspolitiet i næste uge sende det første parti af den nye patruljejakke afsted til landets betjente. Det bliver i første omgang politikredsene i Nordjylland og på Grønland samt eleverne på Politiskolen, der kan trække i den nye uniform. Men det bliver måske først i 2007, at den sidste af de nuværende glinsende sortblå jakker er udskiftet. Det er designere og politifolk, der sammen har udviklet den nye model. Den adskiller sig fra den nuværende ved at være i en mere matsort farve. - Vi har selvfølgeligt diskuteret, hvad der signalerer autoritet. Der er nogle, der synes, at den udstråler slet ikke autoritet, og nogle synes, at den er grim. Men 80 procent af dem, der har afprøvet jakken, er tilfredse med den, siger Flemming Olsen, forbundssekretær ved Politiforbundet i Damark. Jakken har ud over et nyt look også en række praktiske ændringer. Blandt andet en indbygget lomme til en refleksvest og mulighed for hurtigt at trække en reflekshætte på. Desuden har de fået flere lommer, blandt andet i A4-format. Rent faktisk har det under afprøvningen været nødvendigt at formindske antallet af lommer, for at brugerne kan finde rundt i dem. /ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...