Politiet uden spor af gerningsmand

ODENSE:Politiet i Odense står fortsat uden spor af den person, der tirsdag aften eller nat dræbte den 32-årig Laila Christensen i hendes lejlighed på Rugårdsvej i Odense. Ifølge kriminalinspektør Herman Overgaard har kvinden sandsynligvis kendt sin drabsmand i forvejen. Der var hverken tegn på indbrud eller tumult i lejligheden, hvor kvinden sent onsdag eftermiddag blev fundet af sin søster. - Tværtimod tyder det på, at vedkommende blev lukket ind, for døren var ikke låst, da søsteren kom. Det giver os en formodning om, at det var en, hun kendte, fordi hun tilsyneladende selv lukkede vedkommende ind, siger Herman Overgaard til Ritzau. Ifølge politiet er der ikke tegn på, at der ligger et seksuelt motiv bag drabet på kvinden, men det vil dna-analyserne kaste endeligt lys over i løbet af noget tid, forsikrer Herman Overgaard. Den 32-årige kvinde blev sidst set i live tirsdag eftermiddag kl. 16.30 af en beboer i kvarteret, der talte med hende. Hun blev fundet død i sit hjem på Rugårdsvej onsdag kl. 17.55. /ritzau/