EMNER

Politiet undersøger mistænkelige brande i Hjørring

Nordjyllands Politi i Hjørring efterforsker to mystiske brande, der lørdag nat hærgede Holmegaardsskolen og en lejlighed på Nordbovej.

Klokken halv elleve mandag gik politiets teknikere i gang med at finde den helt nøjagtige årsag til den brand, som hærgede Holmegaardskolen i Hjørring lørdag aften. Politiet formoder, at branden er påsat. Branden gik ud over skolens fritidsordning, som nu er ubrugelig. Det betyder at omkring 120 børn skal passes andre steder på skolen, og her til morgen har pædagogerne haft travlt med at købe tuscher, papir, sakse og andet, som hører sig til. Politiets teknikere har også travlt andre steder i Hjørring. Klokken halvtre natten til lørdag var der ild i en stuelejlighed på Nordbovej i Hjørring. Også her skal teknikerne finde ud af, om branden er påsat. Der er nemlig slået et hul i et vindue i køkkenet, men selve ildens arnestet er inde i stuen. Lejlighedens kvindelige beboer lå og sov. Hun vågnede ikke, da vinduet blev knust, men blev vækket af røgen.