Politiet: - Vi arbejder os ind mod kernen

Den nye sigtelse for grov kursmanipulation mod Sparekassen Himmerland og Svend Jørgensen er endnu et resultat af efterforskningen af ebh bank

- Materialet fra ebh bank fik os på sporet af denne sag, siger Hans Fogtdal. Arkivfoto: Henrik Louis

- Materialet fra ebh bank fik os på sporet af denne sag, siger Hans Fogtdal. Arkivfoto: Henrik Louis

AARS:Sigtelsen mod Sparekassen Himmerland og dens tidligere direktør Svend Jørgensen samt en tidligere fondsmedarbejder i sparekassen for kursmanipulation af særlig grov karakter i samarbejde med Vestjysk Bank er endnu en udløber af den igangværende efterforskning af en række personer med tilknytning til den krakkede ebh bank.

- Vi er ved at gennemgå et meget omfattende materiale i tilknytning til ebh bank, fortæller vicestatsadvokat Hans Fogtdal fra Bagmandspolitiet, der står i spidsen for efterforskningen af sagen.

Materialet fra ebh bank omfatter blandt andet beslaglagte lydoptagelser af telefonsamtaler og e-mail fra banken.

- Og uden at denne sag angår ebh bank så er det alligevel dette materiale, der fik os sporet af den nye sag, siger han.

Ligner tidligere sag

Det var samme fremgangsmåde, der fik Bagmandspolitiet til at rejse tiltale i den sag om grov kursmanipulation, som tidligere på året endte med en dom for grov kursmanipulation til Svend Jørgensen og Sparekassen Himmerland samt to tidligere medarbejdere i sparekassen.

- Vi arbejder os så at sige fra periferien og ind mod centrum af sagskomplekset i forhold til ebh bank, siger Hans Fogtdal, der ikke vil afvise, at efterforskningen af ebh bank kan kaste flere lignende sager af sig.

Materiale blev beslaglagt

De sigtede, som udover sparekassen, Svend Jørgensen og den tidligere medarbejder omfatter Vestjysk Bank og dens tidligere chef Frank Kristensen, fik forkyndt sigtelsen i går, og i den forbindelse beslaglagde Bagmandspolitiet en del materiale hos Vestjysk Bank, som nu indgår i efterforskningen.

Bagmandspolitiet forventer at have truffet beslutning om en eventuel tiltale inden årets udgang.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.