Politiet vil afhøre chauffør

RINGSTED:Rigspolitichef Torsten Hesselbjergs chauffør skal efter al sandsynlighed en tur til Ringsted. Her skal han oplyse, hvad speedometernålen stod på, da politichefens mørkeblå Volvo forleden drønede gennem den midtsjællandske politikreds. Mandag sad politichefen på bagsædet af sin tjenestebil, da den blæste forbi Ringsted og blev filmet af en bilist. Med den video i hånden har Rigspolitiet Færdselsafdeling beregnet, at farten var 148 kilometer i timen. Et sted hvor den højeste tilladte hastighed er 130. I Ringsted holder man kortene tættere ind til kroppen end hos færdselspolitiet, og derfor vil vicepolitimester Jens Tolum Christensen ikke sige, hvad den lokale undersøgelse er nået frem til. /ritzau/